Et shopping-område i Asakusa d. 22. marts 2020: Mundbind men ikke nedlukning.
Foto: Jacob Christian Brandt.

Vi har hørt meget om dem under coronakrisen: Danske ambassader, hvor de ansatte knokler for at hjælpe danske statsborgere hjem eller i sikkerhed under coronakrisen. Men hvordan oplever de udsendte danskere på ambassaderne skiftet fra hverdag til coronakrise? IPmonopolet bringer i dag en beretning fra statskundskabsstuderende og praktikant på den danske ambassade i Tokyo Jacob Christian Brandt.

Af Jacob Christian Brandt. Nedenstående indlæg er udtryk for skribentens private holdning og oplevelse.

Jeg bestrider posten som praktikant på ambassadens afdeling for Politik & Økonomi, hvor størstedelen af arbejdet drejer sig om at skabe politisk samarbejde mellem Danmark og Japan. Dertil skulle mine opgaver dreje sig om besøgsaktiviteter fra danske politikere til Japan. Derfor var der i januar lagt op til et brag af et forår med masser af politiske aktiviteter og ikke mindst De Olympiske Lege som rosinen i pølseenden, inden mit ophold slutter til august. Her i begyndelsen af april ser mit praktikophold pludselig meget anderledes ud.

Ved min ankomst i Tokyo kørte hverdagen på fuldt blus i Tokyo og mine kollegaer på ambassaden fortalte mig, at det var helt normalt, at ca. 1/3 af Tokyos beboere bar mundbind på denne årstid. Japanerne vil nemlig ikke smitte andre, hvis de oplever sygdomstegn i influenza-sæsonen. Der bliver ligeledes set skævt på folk, der pudser næse, hoster og nyser i den offentlige transport. Man vasker også hænder inden spisning, hilser ved at bukke (og ikke røre) og generelt holder japanerne hygiejnen i top og afstand til hinanden

Efter en uge af mit ophold var gået begyndte enkelte alarmklokker at give lyd fra sig. Man kunne i aviserne læse om krydstogtskibet Diamond Princess, der lå til anker i Tokyo-bugten, hvor flere af passagerne var begyndt at udvikle og smitte hinanden med coronavirus. Denne småsensationelle historie kan være svært at huske her to måneder efter, men det var altså big news dengang. I løbet af februar begyndte smitten så småt at sprede sig i Japan, og det førte til, at premierminister Shinzo Abe d. 28. februar anmodede landets skoler om at holde lukket frem til starten af april. På daværende tidspunkt var 190 personer testet positive for COVID-19 i Japan. Det tvang mange forældre til at arbejde hjemmefra, hvilket har sænket presset på den offentlige trafik i Tokyo, hvor man ellers står som sild i en tønde i byens metrovogne. Kort efter hamstrede japanerne én vare: Toiletpapir. Et rygte på internettet gik på, at Østasien var ved at løbe tør for alle papirprodukter. Det var de ikke. Generelt kørte hverdagen i Japan på halvt blus herfra.

På ambassaden kunne virussen mærkes i form af et fald i aktiviteter, møder og arbejdsopgaver. Men hverdagen fortsatte ufortrødent, og ambassaden havde sågar besøg fra studierejser fra jurastuderende på KU og flere gymnasieklasser, der altså lige nåede at komme på besøg, inden hele verdenssituationen tog en ny drejning.

Midt i marts kom Mette Frederiksens nu famøse nedlukning af Danmark. Pludselig var opmærksomheden skiftet fra Østasien, hvor jeg selv befandt mig til Danmark, hvor mine venner og familie bor. Og det føltes mærkeligt at se sit land slutte sig sammen om at blive hjemme for at bekæmpe virussen, alt imens livet fortsatte i Tokyo med masser af mennesker på gaden og i sushi-restauranterne. Kort efter kom Udenrigsministeriets opfordring til at undgå alle unødvendige rejser. Desværre førte dette til, at vi praktikanter ikke kan få besøg lige foreløbig. Det skabte også et vist pres på ambassaden, der pludselig fik som arbejdsopgave at hjælpe de over 1000 danskere, der havde skrevet sig op på Udenrigsministeriets Danskerliste, med at komme hjem, inden al flytrafik blev indstillet. Dette arbejde tog de erfarne konsulære kræfter på ambassaden sig af, mens jeg som praktikant har assisteret i at rapportere hjem til København om de japanske tiltag under corona-krisen, som på daværende tidspunkt jo var rimeligt begrænsede sammenlignet med Danmark og Europa i hvert fald.

Det kom ikke som en overraskelse, da premierminister Abe sammen med IOC besluttede at udskyde OL i Tokyo til sommeren 2021. Alligevel føltes det som et  samurai-sværd i maven på mit praktikophold, hvor aktiviteterne netop skulle have drejet sig om forberedelserne op til og afholdelsen af jordens største sportsbegivenhed med politiske højniveaubesøg fra hele verden. Derved bliver mange af ambassadens kommercielle og strategiske målsætninger for året 2020 udskudt til næste år, ligesom vi kan forberede os på en stille sommer på kontoret.

Et par dage efter udskydelsen begyndte smittetallet i Tokyo at stige drastisk, og d. 8. april har Japans regering indført krisetilstand i bl.a. Tokyo, der dog ikke rokker fundamentalt ved hverdagens tilstand, idet der ikke kan udstedes forbud mod hverken udgang eller forsamling. Den japanske regering har generelt været tilbageholdende med at foretage indgreb, der for alvor sætter begrænsninger på borgernes frihed – og ikke mindst på økonomiens velvære. Japans økonomi, verdens tredjestørste, har været stagneret i 25 år, og Abe frygter højst sandsynligt, at han i sin rekordlange regeringsperiode ikke formår at få gang i økonomien og få Japan tilbage til fordums storhed. Derfor vil regeringen i sin nyeste økonomiske hjælpepakke bruge et beløb på op mod 20 pct. af Japans BNP på at stimulere økonomien. Nu bliver det spændende at se, hvor langt den japanske regering vil gå for at inddæmme smitten. Derefter bliver det spændende at se, hvor længe Japan kan holde til at køre på halvt blus.

Jacob Christian Brandt er studerende på Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han er i første halvår af 2020 praktikant på den danske ambassade i Tokyo, Japan. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.