Det er letfordøjeligt, men det er ikke hovedløst. Det er primært popballader, iblandet lidt mere atypiske genrevalg. Typisk omhandler de kærlighed – men ikke altid. Trods Eurovisions oprettelsesgrundlag, et forenet Europa i kølvandet på anden verdenskrig, har de iboende spændinger på kontinentet en afsmittende effekt på de mulige vindersange. Det er kliché, men det er ikke uden indhold og især ikke uden politik. Dét er Eurovision.

Af Anne Emilie Hansen

 

2016

Vi er i maj måned, og Ruslands annektering af Krim-halvøen er fortsat i verdenssamfundets baghoved. En del af det verdenssamfund ser troligt Eurovision hvert år, i midten af maj, trods konkurrencens ry for at være præget af mere kitch-ness end musikalsk innovation. Ryet kan til dels være spot-on, men at tro, at Eurovisions ellers pop-begejstrede publikum kan abstrahere fra verdenssituationen, er en fejlagtig opfattelse. Et klokkeklart eksempel herpå er 2016.

Onde tunger (skribenten inkluderet) ville sige, at Rusland det år gjorde et bravt forsøg på at aflede publikums opmærksomhed fra den presserende konflikt med Ukraine, vha. en sang, der mindede utroligt meget om det foregående års popballade af en vindersang (Måns Zelmerlövs ”Heroes”). Imponerende sceneoptræden, konventionelt flot-udseende kunstner og en catchy popsang om kærlighed – en Eurovision-opskrift på succes. Det viste sig dog i 2016 at være utilstrækkeligt, hvorfor Sergey Lazarevs ”You Are the Only One” måtte se sig slået af Australiens kærlighedsballade samt Ukraines Rusland-kritiske sang om krimtartarens ubarmhjertige skæbne i 1944. Vinderen blev Ukraines Jamala med sangen, der blot er navngivet ”1944”, efter at have sunget bl.a. ”Humanity cries // You think you are Gods // But everyone dies”, efterfulgt af et vers sunget på krimtatarisk.

Øverste billede er Ruslands Sergey Lazarev, der optræder med “You Are The Only One” (2016), medens nederste billede forestiller vinderen af Eurovision 2015, Måns Zelmerlöv, med sangen “Heroes” – begge gør brug af interaktive skærme i deres sceneoptræden. Rettigheder: Youtube

 

 

Dette var ikke et enestående udfald i den ellers ofte klassificerede kliché og indholdsløse musikkonkurrence. Hvert år får de 180 millioner seere af Eurovision en letfordøjelig og kulturelt indbundet statusopdatering på Europa (samt på Azerbaijan, Israel og Australien). Det er en årlig statusrapport på, hvad der fylder i bevidstheden på de enkelte deltagerlande, og i hvor høj grad resten af Europa enten føler samme indignation, eller sympatiserer med de involverede parter. Det betyder dog ikke, at politiske budskaber dominerer konkurrencen, men i nyere tid har de spændinger og strømninger, der præger det europæiske kontinent haft en indvirkning på de sange, de respektive lande har indsendt som deres repræsentanter.

Et israelsk take på #metoo

I 2018 blev Israel kåret som vinder, efter Netta kaldte på opmærksomhed på hvad der havde været på alles læber det år: #metoo. Hun synger bl.a. “I’m not your toy // you stupid boy” i sangen, og vandt foran blandt andre forhåndsfavoritten, Cyperns svensk-producerede popbasker, ”Fuego”, der i stedet havde kærlighed som hovedbudskab. Israels sejr var dog ikke uden efterfølgende komplikationer.

Eurovision 2019 blev afholdt i Tel Aviv, trods utallige opfordringer om boykots, og heri konkurrerede også Island. Det var dog ikke uden en vis rysten på hovedet over deres mangeårige konflikt med Palæstina, så Island viste sin støtte herfor, ved at flashe et ”Free Palestine”-halstørklæde, hver gang kameraet blev panoreret over på dem. Disse scener er sidenhen blevet klippet ud af den officielle Eurovision 2019 DVD, da de er et tydeligt brud på konkurrencens formaninger om ingen politiske tilkendegivelser under konkurrencen.

Islands repræsentant i 2019, Hatari, der under voteringen sad klar med deres solidaritets-erklæring, hver gang kameraet panorerede over på dem i Green Room.

It’s the economy, stupid

Hvis du sidder derude, og fortsat undrer dig over, hvordan det kan være, at Australien medvirker i en ”europæisk” musikkonkurrence, er grunden simpel: de spytter utrolig mange penge ind i Eurovision-kassen, foruden at være en historisk Eurovision-glad nation, hvorfor man siden 2016 har accepteret deres tilstedeværelse. (Derudover er Eurovision ikke en sammenslutning af regeringer, men i stedet af Tv-stationer, hvorfor et optag af et ikke-europæisk land er knap så kontroversielt). Som så meget andet i international politik, er det et spørgsmål om økonomi. Men det er ikke udelukkende et spørgsmål herom.

Det er heller ikke et spørgsmål om kostumerne. Ej heller om hvor catchy popsangene er. 

Det er et spørgsmål om blød magt. Et spørgsmål om at vinde sympati, vinde opbakning, vinde stemmer, gennem fine budskaber, der er pakket ind i netop kostumer og poppede melodier. De budskaber rummer primært kærlighed, men også kriser og konflikter. Dét er Eurovision – international politik iklædt pailletter og popmusik

Så se med næste år, hvor konkurrencen igen ruller over skærmene – det kan være du lærer en ting eller to om verdenssituationen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.