Opsummering fra YATA SITREP om situationen i Hongkong.

Hvad: Youth Atlantic Treaty Association Danmark (YATA) afholder med jævne mellemrum situationsrapport-foredrag (SITREP) på Frederiksberg Slot, hvor Hærens Officersskole til daglig residerer. Her inviteres den ypperste faglighed indenfor et i.p.-fagområde til at fortælle om en aktuel, international problemstilling. Denne gang skulle Liselotte Odgaard fra Udenrigsministeriets repræsentation ved Hudson Institute i Washington fortælle om udviklingen i Hongkong.

Hvor: Frederiksberg Slot, Hærens Officersskole.

Hvornår: Onsdag den 2. oktober. Næste lignende arrangement: Følg med på Yata Danmarks facebookside for lignende arrangementer. Afholdes som udgangspunkt hver 14. dag.

 

EN DRIVVÅD ONSDAG eftermiddag i oktober virker Valby Bakke som en uoverskuelig forhindring mellem undertegnede og ugens IP-must: YATA’s SITREP om Hongkong v. Udenrigsministeriets Senior Fellow på den republikanske tænketank Hudson Institute, Liselotte Odgaard. Omtrent to timer efter virker cykelturen hjem gennem stille københavnske gader som det mindste problem. Holdt op mod de enorme udfordringer befolkningen i almindelighed og protestanterne i særdeleshed står overfor i Hongkong er forholdene i Danmark i almindelighed og København i særdeleshed grænsende til det paradisiske. I løbet af de to timer får Odgaard med sikker hånd ført lytterne gennem de vigtigste problematikker og løsninger på den langstrakte konflikt i den problemplagede region.

 

Først og fremmest understreger Odgaard hvad det centrale og drivende problem for de protesterende i Hongkong er: En krænkelse af frihedsrettigheder, som de føler, de blev stillet i udsigt tilbage i 1997, da regionen officielt blev kinesisk. Forventningen i ’97 var typisk post den Kold Krig: Historien er slut, og med tiden vil demokratisering og pro-vestlig udvikling komme af sig selv – også til Hongkong. Problemet i den selvstyrende kinesiske region er dog, at fastlands-Kina (herefter FK) har stået for det modsatte: Øget kontrol af befolkningen, tiltagende økonomisk ulighed og færre politiske rettigheder. Hongkongerne har dog ikke ladet den politiske udvikling gå stille hen – siden 2003 har protester i større eller mindre grad været en del af dagligdagen i Hongkong. Men med det seneste lovforslag om muligheden for deportation til retsforfølgelse i FK er bægret tilsyneladende flydt over for Hongkongs beboere. Det vigtigste spørgsmål, der står tilbage, er derfor: Hvornår flyder bægret over for magthaverne i Beijing?

 

IFØLGE ODGAARD kommer der til at gå længe, før man kan forvente at se kinesiske kampvogne i Hongkongs gader – Beijing har ganske enkelt ikke råd til det. Den kinesiske elite er afhængig af Hongkongs økonomiske muskler, og med Hongkong som en afgørende port til vestlige markeder har den kinesiske topledelse personlige interesser i en fredelig løsning på konflikten i Hongkong. En løsning, der skaber mest mulig fred i en forvejen presset kinesisk økonomi. En reformløsning, der tydeligt åbner op for nogle af de demokratiske løfter, som blev stillet i udsigt 1997, og som samtidig svarer på de mest presserende problemer i Hongkong synes den mest sandsynlige.  Kan den økonomiske ulighed formindskes og politiske rettigheder fastholdes i et status quo, kan både Beijing og protestlederne erklære sejr. Beijing fordi der kommer ro på den økonomiske bagsmæk – protestlederne fordi de har bevist, at deres metoder har virket.

 

ET AFGØRENDE PUNKT understreger ifølge Odgaard alligevel situationens ustabilitet: Ingen ser i øjeblikket ud til at ville gå på kompromis. ”Høgene” blandt både demonstranter og topledelsen i Beijing ser ud til at holde hinanden i skak – ingen indrømmelser lader til at være på vej fra hverken den ene eller anden side af konflikten. Odgaard er dog sikker på en ting: Demonstranterne i Hongkong bør vise forsoningsvilje, hvis de vil have yderligere resultater i den ophedede konflikt. Men er det overhovedet realistisk at vise forsoningsvilje, når politiet skyder med skarpt? Hvis ikke er bolden på Beijings banehalvdel: Hvor længe styret i hovedstaden kan tåle demonstranternes ydmygende vandalisering før et kompromis fremsættes eller kampvogne køres ind – det kan vi ifølge Odgaard kun gisne om.  /mhb

 

Marcus Bing er chefredaktør på IPmonopolet og studerer Statskundskab ved Københavns Universitet. 

 

Billedekilde: kcffoto – instagram

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.