Af Rasmus Drews

På en kold aprilaften i København kan Irak føles som et fjernt sted, men ikke desto mindre havde YATA (Youth Atlantic Treaty Association Danmark) inviteret Christian Høj Hansen fra Forsvarsakademiet for at holde et virtuelt foredrag om den irakiske sikkerhedssituation. Dette var passende, da Danmark for nyligt har overtaget ledelsen af NATO’s træningsmission i Irak. IPmonopolet var til stede under aftenens foredrag for at blive klogere på Danmarks udfordringer i landet.

Christian Høj Hansen havde med adskillige konferencebesøg og et ambassadeophold i Mellemøsten en enorm indsigt i de dynamikker, der præger Irak. På godt en time kom han vidt omkring NATO’s mission i Irak, Iraks sikkerhedsinstitutioner og de mange aktører, der kæmper om magten i landet. Der tegnede sig et komplekst og nærmest uoverskueligt billede af talrige Shia- og Sunnigrupperinger, der alle havde deres egne interesser.

Danmark overtager ledelsen af NATO’s Mission i Irak. Foto: Forsvaret.

Hansens oplæg gav indblik i det nyeste af de stabiliseringsprogrammer, som Danmark har iværksat i Irak i de senere år. For at mindske truslen fra Islamisk Stat og sikre varig fred i landet, har programmet haft til formål at kapacitetsopbygge og uddanne de irakiske sikkerhedsstyrker. Programmet er en del af den større NATO Mission in Iraq mission (NMI), som Danmark står i spidsen for frem til 2022. I Hansens eget arbejde med programmet understregede han vigtigheden af at skabe lokale netværk og dele viden med irakiske repræsentanter på kurser og seminarer.

Der er dog ifølge aftenens foredragsholder store udfordringer i samarbejdet med irakerne. Landets 40 millioner indbyggere har forskellige etniske og religiøse tilhørsforhold, som er afhængige af, hvor i landet de befinder sig. Dette kommer også til udtryk i Iraks politiske system, hvor forskellige grupperinger har forplantet sig i landets sikkerhedsinstitutioner. Som et resultat af dette, er der ingen garanti for, at landets ministerier følger beslutninger truffet af premierministeren.

Etnicitetsgrupper i Irak (Britannica, 2007)

Der er dog ifølge aftenens foredragsholder store udfordringer i samarbejdet med irakerne. Landets 40 millioner indbyggere har forskellige etniske og religiøse tilhørsforhold, som er afhængige af, hvor i landet de befinder sig. Dette kommer også til udtryk i Iraks politiske system, hvor forskellige grupperinger har forplantet sig i landets sikkerhedsinstitutioner. Som et resultat af dette, er der ingen garanti for, at landets ministerier følger beslutninger truffet af premierministeren

En af de mest magtfulde organisationer i Irak er ifølge Hansen Popular Mobilization Forces (PMF), som opstod i kampen mod Islamisk Stat. PMF er en paraplyorganisation bestående af tæt på 40 militser, hvoraf hoveddelen er Shiagrupperinger. Selvom PMF er underlagt Iraks premierminister og hans sikkerhedsråd, skaber dens uformelle kommandostruktur mange interne stridigheder mellem militserne.

Christian Høj Hansen pegede på Shia-militserne som afgørende for at forstå Irans indflydelse på den irakiske stat. Denne indflydelse har et interessant aspekt: Teheran vil ikke have, at den irakiske stat bliver så svag, at Sunni terrorgrupper kan vokse frem og udfordre Iran. På den anden side må staten ikke blive for stærk, så Iran ikke kan kontrollere den. Ifølge Hansen skulle man dog passe på med, at lade sin forståelse af Iraks situation domineres af Sunni-Shia dikotomien.

Forholdet mellem USA og Irak er afgørende for NATOs mission (Shutterstock, 2019)

Hvis det irakiske sikkerhedssystem skal forbedres, så er det i Hansens øjne afgørende at styrke den irakiske hær. Manglende kapacitet, loyalitet og sammenhængskraft er blot nogle af de problemer, der plager hæren. Danmark og NATO må derfor fokusere indsatsen på at styrke kommandostrukturen og uddanne de irakiske soldater, så de på sigt selv kan varetage sikkerheden i deres land. Efter Hansens vurdering kræver det langsigtede og realistiske målsætninger, der tænker 20-30 år frem i tiden snarere end fem. Han understregede også, at NATO’s mission i Irak på mange måder er afhængig af forholdet mellem Iran og USA. De to dødsfjender skal nemlig godkende premierministeren efter det næste parlamentsvalg i Irak i oktober 2021, men dette kan blive en udfordring, hvis forholdet mellem Teheran og Washington er blevet yderligere forværret til den tid. Som det ser ud nu, er der ikke noget der tyder på, at Biden-administrationen vil ophæve sanktionerne mod Iran, før landet lever op til sine forpligtelser i atomaftalen fra 2015. Dermed vil missionen i Irak uundgåeligt blive påvirket af mulige spændinger mellem de to rivaler samt en god mængde overraskelser, som altid følger med i international politik.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.