HVAD: Foreningen International Debat, som holder til på Institut for Statskundskab, afholder med jævne mellemrum debatarrangementer om de mest aktuelle temaer indenfor international politik. I denne omgang handlede debatten om den seneste udvikling i konflikten mellem Iran og USA. Medvirkende i debatten var Ole Wæver, professor i international politik på Institut for Statskundskab, Philip Christian Ulrich, cand. Mag. I amerikanske studier og udenrigsredaktør for Kongressen.com, og Claus Valling Pedersen, lektor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, med ordstyrer Isabel Bramsen, forsker ved center for løsning af international konflikt (CRIC).

HVOR: Bygning 35, Center for Sundhed og Samfund (CSS). 

HVORNÅR: Tirsdag d. 25. februar, 17:00-19:00. Næste lignende arrangement: tjek Facebook-siden ”International Debat”.

Den 3. januar 2020 vågnede mange fra de sidste nytårstømmermænd til Facebook-vægge og Twitter-feeds der proklamerede, at 3. verdenskrig nu ville bryde ud. Natten til d. 3. januar havde USA gennemført et missilangreb mod den højtstående og indflydelsesrige iranske militærgeneral Qassem Soleimani udenfor den internationale lufthavn i Baghdad. Iran svarede igen med kalkulerede missilangreb mod amerikanske militærbaser uden dødsfald til følge. Modsvaret blev af nogle tolket som en krigserklæring, af andre som et uundgåeligt og tilnærmelsesvist fredssignalerende svar på en uforudset og politisk utilgivelig handling.

Spørgsmålet er nu, hvordan situationen vil udvikle sig fremadrettet. Selvom atomaftalen mellem Iran og USA nu uigenkaldeligt er revet itu, så fylder #WW3 alligevel ikke meget i medierne længere. Skal vi tolke stilheden som et tegn på en ny stabilitet, eller er det ikke andet end stilhed før stormen?

Debatten i CSS’ bygning 35 blev denne aften åbnet med en afklaring: General Soleimani var ikke, som medierne ellers yndede at betegne ham, den 2. eller for den sags skyld 3. vigtigste mand i Iran. Han var først og fremmest et instrument, dernæst et symbol, understregede Claus Valling Pedersen. I den iranske befolknings kollektive bevidsthed havde general Soleimani antaget næsten mytisk karakter efter sine mange år i Revolutionsgarden. Det var ikke hans funktion som general, der var betydningsfuld (den post er allerede besat af en ny), men hans status som legende, og hans død udløste derfor både forskrækkelse og sorg i befolkningen. Regeringen forsøgte at udnytte den symbolske og potentielt samlende kraft i Soleimanis pludselige bortgang, men efter nedskydningen af et ukrainsk passagerfly, hvoraf en stor del af passagererne var iranere, mistede regeringen den smule gunst de havde vundet blandt borgerne.

Dette mismod blandt borgerne er ikke nyt, tværtimod er det kun vokset de seneste år. Utilfredsheden med magthaverne skal dog ikke forveksles med velvilje overfor den vestlige verden. De økonomiske sanktioner, som USA har pålagt Iran efter atomaftalens ophævelse, har ramt den generelle befolkning hårdt. Det øger ikke iranernes tro på revolution, det øger deres apati.

Valling Pedersen mener, at et afgørende pejlemærke for den retning, som Iran bevæger sig, er det nyligt afgjorte parlamentsvalg. Vogternes Råd (en gruppe bestående af 12 magtfulde præster) har udelukket flere reformsøgende og moderate politikere fra at stille op til valget, og det ser ud til, at den nye linje bliver mere anti-vestlig, mere neofundamentalistisk og mere isolationssøgende, mens befolkningens modløshed kommer til udtryk i svindende stemmeprocenter.

På den anden side af konflikten befinder USA sig ligeledes i en ambivalent position. Trump-administrationens udenrigspolitiske valg har været kontraproduktive, mener Philip Christian Ulrich. Argumentet for den aggressive handlen har fra Trumps side været, at Iran ikke har levet op til deres side af atomaftalen – noget alle andre nationer ellers har været entydigt enige om, endelig var lykkedes – og at der derfor var behov for en mere ambitiøs aftale. Men de politiske valg Trump har truffet peger præcis i den modsatte retning: Ved at vise aggression overfor Iran og samtidig række hånden ud til Nordkorea, der allerede har udviklet atomvåben, signalerer Trump, at hvis Iran vil have respekt på den internationale scene, så er atomvåben vejen frem. Vi bevæger os dermed baglæns i forhold til spillereglerne i international politik: Selvom Trump ikke ønsker, at USA skal agere supermagt, så ender hans ”maximum-pressure”-strategi, som Chr. Ulrich formulerer det, med at sætte internationale aftaler og normer ud af kraft og genindsætte råstyrke og hård magt som den altoverskyggende eneste mulighed.

Men hvad venter forude? Ifølge Chr. Ulrich har Trump i princippet intet ønske om at starte en krig. Hans primære fokus er at vinde det kommende præsidentvalg, og udenrigspolitik er ikke vejen til valgsejr i USA. ”America First” er hans fortrukne strategi, men med corona-pandemiens udbrud ser Trumps valgsejr mere og mere usikker ud. Ligeledes er Iran ikke interesseret i en direkte konflikt med USA, deraf den afdæmpede hævn. Her venter ligeledes et præsidentvalg på den anden side af 2020 og en ligeså kritisk pandemi-styring, der kan vende op og ned på alt. Begge parter har altså ingen umiddelbar interesse i en åben konflikt, men som Ole Wæver formulererede det, så har situationen aldrig været så ustabil, som den er nu. Obama havde opnået en form for stabilitet i ustabiliteten, nu er situationen kaos, selvom vi kun antydningsvis kan ane det. Det er på mange måder enhver spilteoretikers værste mareridt: Aktørerne kan virke irrationelle og deres fremtidige valg og handlinger derfor også fuldstændigt uforudsigelige; ingen model eller teori kan gøre os klogere på udsigterne. Som Wæver påpeger, er det mest sandsynlige, at der sker noget usandsynligt, noget vi slet ikke havde forestillet os; Mellemøsten, og international politik generelt, er historien om uforudsete udviklinger, dårlige valg og beslutninger, der ikke skulle være truffet. Altså: De virkelige konsekvenser af Trump-administrationens politik vil vi først kunne mærke langt efter hans mulige aftræden – og under alle omstændigheder på den anden side af covid-19-krisen.

Sara Kirstine Ørnstrup er stud.polit. på Københavns Universitet

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.