Kineserne er gået fra at være stærk modstander af fredsbevarende missioner til at deltage aktivt i dem. Men hvad skyldes det, og ønsker kineserne virkelig at skabe fred, eller er det et udtryk for egeninteresse?

Af Daniel Atli Larsen

 

Kinas syn på fredsbevarende missioner har udviklet sig drastisk i den tid, de har været en del af FN’s programmer. Da Kina blev medlem af FN’s sikkerhedsråd under Den Kolde Krig, var det en uskreven regel, at det ikke deltog i fredsbevarende missioner, hvis et af sikkerhedsrådets medlemmer var en part i konflikten. Da det stort set altid var tilfældet, var det meget få mandater, der blev givet. For Kina betød det formentlig ikke alverden, idet kineserne grundlæggende var imod at intervenere i andre lande og derfor holdt sig ude af missionerne.

Efter den massive medieeksponering, som følge af hændelserne på Den Himmelske Fredsplads i 1989, havde Kina brug for at pleje dets internationale omdømme, og de sendte derfor for første gang personel til en fredsbevarende mission. Kinas bidrag er siden da steget gradvist, og i dag er kineserne den nation blandt de faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, der har mest personel udsendt. Kina bidrager med over 2.000 mand, mens amerikanerne til sammenligning kun bidrager med 122, ifølge den seneste FN-opgørelse fra februar 2014. Der er dog langt op til Indien, Pakistan og Bangladesh, der hver bidrager med omkring 8.000 mand. Samtidig bidrager Kina langt mindre økonomisk end f.eks. USA, selvom kinesernes bidrag er stigende.

 

Kinas nye kurs
Historisk set har kineserne ikke deltaget i de fredsbevarende missioner med regulære kamptropper, men med læger, ingeniørtropper, transporttropper og lignende. I forbindelse med FN’s mission i Mali skete der dog en mindre sensation, da Kina for første gang valgte at indsætte regulære kamptropper. På den baggrund er det oplagt at spørge, hvorfor Kina pludselig har ændret så meget kurs i forhold til deltagelsen i fredsbevarende missioner. Der er selvfølgelig den mulighed, at Kina, på trods af dets ikke-interventionspolitik, har lagt kimen til en aktivistisk udenrigspolitik, som har til formål at hjælpe civile rundt om i verden. Det er ikke nogen hemmelighed, at kineserne igennem årene har opbygget gode forhold til en række af de afrikanske lande, hvor de fredsbevarende missioner hovedsageligt foregår i. Derfor er det måske ikke så underligt, at kineserne også gerne vil hjælpe disse lande, som de historisk føler sig bundet til, både på grund af de venskabelige forhold og deres syn på Afrika som imperialismens største offer.

En stor del af den kinesiske identitet bygger på det, de kalder 100 års ydmygelser under europæisk imperialisme, og et af Kinas udtalte mål er, at ingen andre skal føle den ydmygelse. I det lys kan Kinas deltagelse i de fredsbevarende missioner ses som et tegn på solidaritet.

 

It’s the economy, stupid!
På den anden side er det en offentlig hemmelighed, at kineserne ikke kun har været i Afrika for at blive gode venner med de lokale. Kina har enorme økonomiske interesser i Afrika, og de importerer eksempelvis seks procent af deres olie fra Sudan, hvor de også deltager i flere fredsbevarende missioner. Ligeledes deltager Kina i en fredsbevarende mission i Congo, hvorfra de importerer forskellige råstoffer, og da nabolandet Angola er kinesernes største samhandelspartner i Afrika, har Kina formentlig en stor interesse i at stabilisere regionen.

De økonomiske forbindelser mellem Kina og Afrika er desuden institutionaliseret i FOCAC, der er et forum, hvor en lang række aftaler forhandles på plads. Det er altså værd at tage med i betragtning, når man kigger på Kinas deltagelse i de fredsbevarende missioner, at de økonomiske parametre også kan spille en rolle.

 

Giver militære erfaringer
De økonomiske incitamenter er dog kun en del af forklaringen på Kinas deltagelse. Hvis man vil have et mere nuanceret billede, må man inddrage flere faktorer. Det kunne f.eks. være det kinesiske militærs rolle. Ved at deltage i de fredsbevarende missioner, opnår det kinesiske militær dyrebar operationel og strategisk erfaring, som de ikke har mulighed for at tilegne sig på andre måder i fredstid. Kineserne har slet ikke på samme måde, som en række af de andre stormagter deltaget i krig, og det operationelle og strategiske niveau er ofte et undervurderet aspekt af en hærs styrke. Ved at deltage i fredsbevarende missioner kan kineserne på nærmeste hold lære, hvordan de organiserer og koordinerer kampstyrker med forskellige nationaliteter og tilgange til det at være soldat. Med indsættelsen af regulære kampstyrker i Mali er disse muligheder yderligere styrket.

 

Vil styrke blød magt
Endelig ønsker Kina med stor sandsynlighed også at øge dets bløde magt ved at deltage i fredsbevarende missioner. Der er ingen tvivl om, at kineserne er bevidste om, at denne slags magt har stor indflydelse, hvilket blandt andet er kommet til udtryk igennem reklamefremstød i vesten og trusler om at blokere diverse FN-resolutioner. Et godt eksempel er en nylig resolution, der kritiserede, at kineserne sælger våben til Sudan – et land, hvor Kina også medvirker i en fredsbevarende mission. Ved at true med at blokere resolutionen, opnåede Kina dog negativ omtale alligevel, så det kan diskuteres i hvor høj grad, denne strategi er fornuftig.

Der er samlet set ikke tvivl om, at Kinas bløde magt er blevet øget de seneste år – bare se på hvor mange, der læser kinesisk på vestlige universiteter. I forhold til de fredsbevarende missioner er hovedspørgsmålet, om iagttagere og omverden ser Kinas deltagelse, som udtryk for hjælp eller egeninteresse. På den ene side udgives der en del litteratur, der påstår det sidste. Hvis det er udtryk for den generelle opfattelse, er det tvivlsomt, hvor stor positiv indflydelse, de fredsbevarende missioner har på Kinas bløde magt. På den anden side kan missionerne være med til at manifestere Kina som en ansvarlig stormagt, der tager ansvar i verden, og samtidig gør det på en fredelig måde. Det store engagement i Afrika har sandsynligvis bidraget til, at denne opfattelse er udtalt blandt landene på dette kontinent.

 

Vejen frem
Der er stor sandsynlighed for, at FN’s næste fredsbevarende mission også kommer til at foregå i Afrika. For et par uger siden foreslog FN’s Generalsekretær, Ban Ki Moon, at sende en styrke på 12.000 mand til Den Centralafrikanske Republik, hvor der i længere tid har været etniske og religiøse uroligheder. Både Frankrig og Den Afrikanske Union har i forvejen tropper i landet, men det har ikke stoppet volden. Sikkerhedsrådet har endnu ikke taget stilling til generalsekretærens anmodning, men hvis kineserne følger den seneste linje, vil de formentlig være villige til at bidrage til en sådan mission.

Udover Den Centralafrikanske Republik kan en fredsbevarende mission i Syrien måske komme på tale, hvis situationen på et tidspunkt stabiliserer sig. Her vil kineserne, som de har for vane, lægge vægt på, at Syrien selv godkender den fredsbevarende styrke og derfor kan en sådan aktion have lange udsiger. Syrien vil ellers være et godt sted for Kina at vise, at de mener det alvorligt, når de siger, at de er klar til at påtage sig mere internationalt ansvar. Kineserne har ikke på samme måde som de vestlige lande – og i særdeleshed USA – en belastende forhistorie i Mellemøsten. Derfor kan de muligvis spille en nøglerolle i både forhandlinger mellem de stridende parter og i en stabiliserende styrke, hvor kineserne nu både kan bidrage med hjælpepersonel og regulære kampstyrker, som det er set i Mali.

 

Daniel Atli Larsen er medlem af IPmonopolets redaktion. Han er bachelorstuderende på Institut for Statskundskab ved København Universitet og har tidligere tilbragt et år på Roskilde Universitet. Hans primære interesseområder er dansk forsvarspolitik og asiatiske forhold.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.