Det Arabiske Forår i Egypten trækker på mange måder tråde tilbage til Den Franske Revolution. Forløbsmæssigt har de to bevægelser forbløffende meget tilfælles. Men hvorvidt udfaldet af Det Arabiske Forår i Egypten også på sigt vil følge den franske model – med et stabilt demokrati som endemål – er på nuværende tidspunkt svært at sige. Seneste begivenheder viser tegn på, at det kan gå begge veje.

Skrevet af Jeppe Solgaard Agertoft 

 

Filosoffen og politikeren Edmund Burke skrev i 1790:

”Under den ene autoritets svaghed og alle autoriteters vaklen vil en hærs officerskorps for en tid blive oprørsk og delt i splittelsesgrupper, indtil en populær general […] vil tildrage sig alles opmærksomhed. Men i det øjeblik en sådan hændelse indtræffer, er den, som har den reelle kommando over hæren, jeres herre, herre over kongen – og det er en ringe ting – herre over forsamlingen, herre over hele jeres republik.

Sådan forudså en noget farvet Burke udfaldet af Den Franske Revolution i revolutionens andet år – 9 år inden Napoleon tog magten. Burke havde selvfølgelig Den Franske Revolution i tankerne, men det kunne tillige være skrevet om Det Arabiske Forår i Egypten, og være næsten ligeså rammende. At en højtstående militærpersonlighed under oprør og ”autoriteters vaklen ser sit snit til selv at gribe magten er blot én af flere ligheder mellem Den Franske Revolution og Det Arabiske Forår i Egypten.

Afskaffelsen af enevælden

I Paris i 1789 tvang et folkeligt oprør den enevældige kong Ludvig 16. i husarrest. Modviljen mod styret opstod som følge af længerevarende sult og fattigdom blandt befolkningen. Utilfredsheden blev kanaliseret videre til det franske borgerskab, der i høj grad var præget af oplysningsideer, som på mange måder var i modstrid med den daværende orden. Efter et flugtforsøg i 1791 blev den royale familie holdt fanget, indtil konge og dronning blev henrettet i 1793. Parallelt med dette blev de første forfatninger indført, og Frankrig bliver derefter officielt en republik. Enevælden er forbi.

I 2011 må Hosni Murbarak opgive magten efter hele 30 år på præsidentembedet. Utilfredsheden kom i kølvandet på uændrede fattigdoms- og arbejdsløshedstilstande. Det blev til et egentligt oprør mod styret, da denne utilfredshed fusionerede med bl.a. liberale og islamiske kræfter. Murbarak blev idømt fængsel på livstid. Dermed sluttede også hans enevælde. Murbarak blev dog senere frifundet og løsladt, men døde i februar 2020.

 

Det flygtige demokrati

Det skal slås fast, at der aldrig var tale om egentligt demokrati under Den Franske Revolution. Dog blev der i stærk kontrast til det hidtidige styre udarbejdet liberale forfatningsreformer, der begrænsede kongemagten og sikrede (på papiret) lighed for loven – to vigtige skridt mod demokrati. Men i stedet for begrænset autoritetsudøvelse og et retfærdigt retssystem eskalerede voldelighederne under ledelse af Maximillien de Robespierre.

Efter Murbaraks fængsling i Egypten i 2011 blev det som følge af en folkeafstemning tilladt for andre partier at stille op til valg. Ved parlamentsvalget, som blev afholdt over vinteren 2011-2012, fik særligt Det Muslimske Broderskab en stor del af stemmerne. Året efter vandt Mohamed Morsi fra selv samme parti præsidentvalget, som på trods af tumultariske tilstande endte med at blive gennemført. Disse to valg (og en folkeafstemning) betegnes som Egyptens eneste frie valg. Men ligesom i 1790’ernes Frankrig udviklede der sig hurtigt mistillid til det nye styre efter udrensning i den militære ledelse og centralisering af magten.

 

Den populære general

Efter godt og vel et år med kaotiske tilstande afsættes Robespierre (guillotineres for at være helt præcis). De efterfølgende fem år var præget af stor usikkerhed og mistillid til regeringen. Og her kommer Burkes formaninger, nævnt i artiklens begyndelse, ind i billedet. Midt i den politiske apati og under ”autoriteters vaklen” tog en ”populær general” ved navn Napoleon Bonaparte magten ved et statskup. Napoleon så stort på revolutionens magtbegrænsende reformer og regerede Frankrig i 15 år.

Morsi nåede ligesom Robespierre kun at sidde på magten i godt og vel et år. Flere protester mod Morsi udviklede sig voldeligt, hvilket foranledigede ledende general Abdel Fattah al-Sisi til at afsætte Morsi og selv overtage magten. Al-Sisi satte efterfølgende både Det Muslimske Broderskab og liberale medier og civilbevægelser ud af kraft. Selvom der stadig afholdes valg, betragtes det ikke som ’frie demokratiske valg’, eftersom reel politisk modstand notorisk bliver fjernet. Al-Sisi er med Burkes ord herre over republikken.

 

Demokratiets fremtid i Egypten

Efter Den Franske Revolution skulle der gå lang tid, før Frankrig fik et stabilt demokrati. Men efter den første revolution var der ingen vej tilbage. Politik, som tidligere var forbeholdt kongen, adlen og kirken at føre, havde spredt sig til befolkningen, og der begyndte at blive stillet højere krav om medbestemmelse. 1800-tallet var en politisk brydningstid, men i sidste ende blev Frankrig demokratiseret.

Det er også dét, som mange – særligt de mere vestlig og liberalt orienterede – håber på vil ske i Egypten. Den Egyptiske befolkning nåede at opleve politisk medbestemmelse i knap to år. Spørgsmålet er, om der i disse to år blev opbygget vilje nok til at forfølge den demokratiske drøm – og om de fleste egyptere overhovedet efterstræber demokrati.

 

Et (u)demokratisk retsopgør

Den 26. august 2020 erklærede den egyptiske stat, at den vil retsforfølge 54 millioner egyptiske indbyggere. Det er over halvdelen af den samlede befolkning. Anklagen er den samme for dem alle: Manglende udøvelse af stemmeret ved parlamentsvalget i august. Det virker temmelig ironisk, at et udemokratisk land, hvor der ikke er reel politisk konkurrence, skulle gå op i, om befolkningen udøver den demokratiske handling at stemme – når stemmen ikke har nogen reel værdi.

Det er et spørgsmål om legitimitet. Der er obligatorisk stemmepligt i Egypten, og når 54 millioner – 86% af den stemmeberettigede befolkning – ikke udøver deres stemmeret, ser det ikke godt ud for regeringens legitimitet. I hvert fald ikke, når regeringen forsøger at skjule sin politiske enevælde bag demokratiske procedurer.

På den ene side kan den lave stemmeprocent ses som et drastisk fald i egypternes politiske engagement. Over halvdelen af den stemmeberettede befolkning stemte ved parlamentsvalget i vinteren 2011-2012, mens knap en syvendedel stemte ved det sidste. En seriøs nedtur for den brede politiske udøvelse. På den anden side kan den lave stemmeprocent også ses som et stille opgør med den nuværende politiske orden; et opgør der, siger: Vi støtter ikke regimet, vi venter blot på, at det forsvinder.

Om Egypten vil blive et demokrati er endnu ikke til at sige. I øjeblikket er der meget lidt, der tyder på det. Men lettere klichéfyldt udtrykt er én ting sikker: Rom blev ikke bygget på en dag. Ej heller det franske demokrati. Og det bliver det egyptiske demokrati heller ikke. Men før der kan bygges en by, må den første sten lægges. Den første sten i Frankrig var den første revolution, og måske var Det Arabiske Forår den første sten i en langsom og besværlig opbyggelse af et egyptisk demokrati.

 

Faktaboks: Det Arabiske Forår
  • Det Arabiske Forår betegner en række oprør, som begyndte i slutningen af 2010 og eskalerede i foråret 2011. Det meste af den arabiske verden (Nordafrika og Mellemøsten) oplevede massive gadeprotester, og i flere lande, såsom Egypten, udviklede protesterne sig til deciderede oprør, som mange steder gik voldeligt for sig. I Syrien udviklede protesterne sig til en borgerkrig, som stadig ikke er afsluttet. Fattigdom, arbejdsløshed og varierende krav om demokrati var nogle af hovedfaktorerne bag Det Arabiske Forår. Fælles for opstandene er, at de grundede i generelt manglende politisk og socioøkonomisk udvikling – en utilfredshed, som blev projiceret tilbage på regimerne. Det hele begyndte i Tunesien, da en ung frugtsælger satte ild til sig selv efter at have været uretfærdigt behandlet af politi og embedsværk. Det Arabiske Forår førte til regimeskifte i Tunesien, Egypten, Yemen og Libyen.
Tidslinje over Det Arabiske Forår i Egypten
  • 2011: Hosni Murbarak går af som følge af massive protester på sit præsidentembedes 30. år
  • 2011-2012: På trods af politisk tumult og fortsatte protester vælges Mohamed Morsi fra Det Muslimske Broderskab til præsident
  • 2012-2013: Mange grupper er utilfredse med resultatet, heriblandt tidligere Murbarak-støtter og liberale kræfter
  • 2013: Efter flere folkelige demonstrationer mod det nye styre afsætter militæret Morsi og griber selv magten under ledelse af feltmarskal Abdel Fattah al-Sisi
  • 2013-: Al-Sisi udnævnes til præsident, og Det Muslimske Broderskab og liberale kræfter bliver lukket voldsomt ned

 

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.