Mogens Jensen; Minister for fødevarer, fiskeri, nordisk samarbejde – og ligestilling. Det er selvsagt fire områder, man roligt kan kalde for ekstremt forskellige. Ikke desto mindre er det de fire politikområder, som alle er tildelt Mogens Jensens (S) ministerpost. Man kan fristes til at tro, at Mette Frederiksen med sammenlægningen af de fire politikområder har valgt de ubetinget mindste, og dermed de mindst betydningsbærende, og lagt dem sammen i ét ministerie. Hvis det er tilfældet, hvor efterlader det så ligestillingen? Er der langt til ligestilling nationalt såvel som globalt, eller har regeringen med Mogens Jensen i spidsen for området store ambitioner? IPMonopolets udsendte møder Mogens Jensen til et interview om netop dette d. 25. maj 2020.

 Af Maja Lorentzen

 IPM: Dit ministerie har for 2020 fremlagt en perspektiv- og handlingsplan for ligestillingsindsatsen, og den rummer mange konkrete indsatser og initiativer. Men hvad er dine overordnede ambitioner på ligestillingsområdet – hvor skal vi bevæge os hen?

MJ: Det er min, og også regeringens, overordnede ambition, at skabe mere reel ligestilling i Danmark, så alle mennesker, uanset køn, seksuel orientering eller kønsidentitet for den sags skyld har reelt lige muligheder, og også samme rettigheder og vilkår. Man kan overordnet dele det ind i to underformål: For det første et stort fokus på at sikre lige muligheder, når det gælder uddannelse, i familielivet og på arbejdsmarkedet, hvor jeg har et særligt fokus på unge, og det, at unge ikke skal opleve, at deres køn eller seksualitet begrænser dem på nogen måde. Og det andet formål er hele tiden i denne ligestillingskamp at være på ofrenes side og beskytte dem, som udsættes for bl.a. vold i nære relationer, voldtægter, social kontrol, diskrimination på arbejdspladsen og i det offentlige rum. Og som et nyt særligt indsatsområde er de digitale krænkelser.

IPM: I handlingsplanen kan man også læse, at I gerne vil udfordre synspunktet om, at vi allerede har ligestilling i Danmark. Hvad tror du kan forklare, at den holdning stadig er udbredt? Mangler danskerne konkret viden om ligestillingsforhold?

MJ: Der er ingen tvivl om, at der er et problem med, at mange danskere ikke er helt opdaterede og heller ikke helt bevidste om, at der stadigvæk er en skævhed på mange områder. Det er alt lige fra, at du i Danmark ikke får lige løn for lige arbejde, hvis du er hhv. mand og kvinde på en lang række områder. Jeg tror heller ikke, at alle er klar over, at rigtig mange kvinder udsættes for vold i parforholdet. Der er også en stor skævhed i, at kvinder er underrepræsenterede på direktionsgangene og i virksomhederne, men også inde for politik og forskning for den sags skyld. Et område, der også har været meget fokus på, er deling af ansvaret for børn, hvor mænd stadig kun tager en tiendedel af den orlov, som kvinder tager…

IPM:… samtidig med, at kvinders arbejde i hjemmet ikke medregnes…

– Nej, sådan er det nemlig, og jeg tror det handler om, at Danmark har arbejdet med dette i mange år, og er nået langt med ligestilling. Og så tror jeg mange har stillet sig tilfreds med den kendsgerning: ”Nåh ja, vi har jo næsten opnået ligestilling” – og så har man ikke øje for de skævheder, der stadig er. Derfor er der et stort behov for hele tiden at gøre opmærksom på, at vi har nogle store ligestillingsudfordringer, og at vi selvfølgelig også handler for at gøre noget ved dem.

IPM: Måske er noget af forklaringen også, at den offentlige debat i høj grad er domineret af en majoritet, og at f.eks. kønsmæssige eller racegjorte minoriteter repræsenteres i ringere grad, hvilket underminerer deres oplevelser og erfaringer med ulige samfundsforhold?

MJ: Ja, det tror jeg du kan have helt ret i. Stadig må man også sige, at vi på den måde har et forvredet meningsdanner-felt i Danmark, hvor mændene spiller en større rolle. Og ved de steder, hvor der træffes beslutninger vedrørende de her forhold, om f.eks. hvad der skal diskuteres, der har man måske ikke det her ligestillingsperspektiv. Det har man måske ikke, fordi man netop tilhører det køn, hvor problemet ikke eksisterer. Det er en ond cirkel: Hvis man ikke har kvinder med, der hvor beslutninger træffes, og hvor diskussionerne foregår – eller andre med, f.eks. seksuelle minoriteter – så bliver der ikke rapporteret om de her forhold, og det kommer ikke så langt op på dagsordenen. Så det hænger jo sammen med, at vi forhåbentlig får en mere ligelig administration, også de steder, hvor beslutningerne træffes og også der, hvor diskussionerne foregår, når vi får lavet konkrete strategier, ligegyldigt om det er i private virksomheder eller i det offentlige.

IPM: Tror du det kan opnås uden en mere regulerende tilgang f.eks. ved kvoter? Kan oplysning og kampagner virkelig være nok?

MJ: Jeg har som udgangspunkt den holdning, at vi helst skal have tingene til at ske nedefra – og frivilligt. Og kun bruge et reguleringsværktøj, hvis vi tydeligt ser, at det ikke kan opnås på andre måder. Og jeg tror stadigvæk på, at vi kan motivere til at sikre ligeløn gennem lige lønforhandlinger på f.eks. arbejdsmarkedet, at man kan sikre, at virksomheder selv finder ud af at lave rekrutteringsstrategier og handleplaner for at sikre en kønsmæssig balance på ledelsesgangene. Men det er klart, at det kan jo vise sig, at der er behov for mere fast regulering, hvis vi ikke når i mål.

IPM: Nu har vi talt om de forhold, der gør sig gældende i Danmark. I et internationalt perspektiv har FN som det femte verdensmål, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i 2030 – lige om et øjeblik, i forhold til hvor langt vi er, fristes man til at sige. Er det realistisk?

MJ: Jeg håber, og jeg tror i hvert fald på, at vi kan være nået langt længere, i forhold til at opfylde det mål. Jeg synes det er godt, at man har sat et så ambitiøst mål, og jeg kan også se, hvad det er for nogle ting, man særligt skal have fokus på, for at det kan lykkedes.

IPM: Hvad er det for nogle forhold?

MJ: Det handler primært om at sikre, at kvinder får mulighed for at uddanne sig, og at kvinder får mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet i flere lande. For hvis ikke kvinder får mulighed for at uddanne sig, realisere deres potentiale og få et job, hvorigennem de kan bidrage til samfundet, så kommer mange lande heller ikke til at opnå et vist velfærdsniveau. Så man kan sige, at hvis man ønsker at bekæmpe fattigdom, og hvis man ønsker at nogle af de fattigste lande i dag skal have et højere velfærdsniveau, så er løsningen at kvinder får mulighed for at være en del af arbejdsmarkedet og selvfølgelig også får mulighed for uddannelse. Og som noget helt afgørende er også, at man også selv får mulighed for at bestemme, om man vil have børn eller ej.

IPM: Jeg kan i den forbindelse se, at Danmark i 2019 gav 750 millioner kroner til bl.a. internationale NGO’er for at støtte deres arbejde med kvinder og pigers rettigheder, særligt i Afrika. Er det bidrag, som man kan forvente, at regeringen vil prioritere i 2020 og fremadrettet?

MJ: Igennem lang tid har det været en prioritet i den danske udviklingsbistand. Og det kommer vi fortsat til at have fokus på – og det er der også behov for. Vi oplever en række steder, hvor udviklingen går i den forkerte retning. Vi ser signaler fra USA og Rusland i de her år, hvor det går den modsatte retning, og hvor det nærmest signaleres, at kvinder skal tilbage til kødgryderne. Og vi ser i en række østeuropæiske lande også disse tendenser, hvor man f.eks. ikke længere mener, at kvinder skal have ret til abort. Så vi har en stor udfordring med, at tingene globalt set går den forkerte vej – også i det vestlige Europa. I Afrika og nogle af de fattigste lande, er det selvfølgelig en kæmpe udfordring, når vi ved, at vejen frem for at bekæmpe fattigdom præcist er, at kvinder får flere rettigheder og selv kan bestemme, hvorvidt de vil have børn eller ej.

IPM: Mange af de initiativer, der fremgår af jeres initiativ- og handlingsplan, er mindre fokuseret på de globale udfordringer du nævner, men er meget forankret i skandinavisk samarbejde – diverse konferencer, udvalg og projekter. På en global ligestillingsrangering ligger Danmark nr. 14, Sverige nr. 4, Finland nr. 3, Norge nr. 2 og Island nr. 1. Er en nordisk indsats alligevel det vigtigste sted at sætte ind lige nu?

Det nordiske samarbejde er både vigtigt, fordi vi ligner hinanden meget værdimæssigt, og på den måde vi bygger vores samfund op på. Dermed kan vi inspirere hinanden i forhold til, også hvordan vi i vores egne lande kan opnå mere ligestilling. Dernæst er det nordiske samarbejde også vigtigt, da vi har mulighed for sammen at rykke, når det kommer til at kæmpe for ligestilling. Både indenfor EU i Europarådet, men også globalt. Og sådan samarbejder vi i en lang række samarbejde, også når der f.eks. diskuteres ligestilling i FN – så går de nordiske lande sammen, taler med én stemme og går forrest i arbejdet. Og det er klart, at det har langt større effekt, end hvis Danmark kom alene. Så et nordisk samarbejde er vigtigt, både i forhold til at fremme ligestilling herhjemme, men også globalt set.

***

Selvom de fire ressortområder er slået sammen i ét ministerium er det altså ikke ensbetydende med, at ligestillingskampen er glemt. Dog kan man så tvivl om, hvorvidt det nuværende tempo resulterer i, at FN’s verdensmål om global ligestilling i 2030 ikke nås. Ifølge World Economic Forums ”Global Gender Gap Report 2020” kan ligestilling mellem kønnene tidligst opnås i 2120. Noget tyder derfor på, at vejen til ligestilling i både et nationalt og internationalt perspektiv stadig er lang, trods diverse strategiske handleplaner.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.