Boganmedelse af Barton Gellmans ’Dark Mirror – Edward Snowden and the Surveillance State’ (2020, The Bodley Head, London)

Af Lucas Honoré

Der er ifølge Barton Gellmann dannet en uhellig og magtfuld alliance mellem techgiganter og globale efterretningsnetværk, der har født en horeunge i efterdønninger af 9/11-doktrinen. I bogen Dark Mirror, beskrives det hvordan store virksomheder som Google, Microsoft og Apple udvikler særlige nøgler, der gør det muligt for fx NSA og CIA at omgå almindelig beskyttelse af data i sikkerhedens navn. Det mørke spejl er en relation, hvor der er totalt gennemsigtighed fra den ene side og omvendt total formørkelse den anden vej rundt. Gellmann stiller her et overordnet retorisk spørgsmål: Ville vi acceptere omvendt magtbalance, hvor borgere kan opnå fuld transparens til statshemmeligheder. Det hjælper os med at forstå hvem der overvåger os og hvorfor de gør det.

Med baggrund i en lang karriere som undersøgende journalist og en mastergrad fra Oxford University om retten til information i kontekst af demokratiteori og national sikkerhed.

I 2012 begyndte Gellmann at blive kontaktet af ’Verax’, der senere viste sig at være Edward Snowden og kom således på sporet af sindsoprivende historier om hvem der har adgang til undersøgninger, espinonage og hvorfor journalister bliver stævnet for at grave i lækagesagerne.

I lyset af FE-sagen, Trump og COVID-19 stiller artiklen her spørgsmål til fremtiden for overvågning.

Snowden under et interview i Rusland med klistermærket ”I Support Online Rights”.

 

Efterdønningerne af 9/11

Overvågningsmaskinen er vågnet. Den blev vækket og rusket godt og grundigt i gang af 9/11, der ifølge Gellman åbnede mulighederne op på vidt gab og fjernede alle tidligere bekymringer om overvågningens negative bivirkninger. Konsekvenser af denne politiske overvågningspositive tendens bliver åbenbaret til Gellmann gennem en kilde, der kalder sig Verax, altså sandhed, og som beskrevet senere viser sig at være Edward Snowden selv. Derefter åbner pandoras æske sig og indsigterne i sager som Heartbeat, Prism og meget mere bliver kondenseret i en medrivende bog, hvor det også beskrives hvorfor såkaldte ”sikre browsers” som Tor ikke er andet end falsk sikkerhed. Det stiller fundamentale spørgsmål til den tid, vi navigerer i og vækker mindelser om professor Shoshana Zuboffs idé om ’retten til ikke at skjule sig’.

 

Historien startede for længe siden

Noget af de mest interessante ved bogen er de historiske perspektiver, hvor det bl.a. nævnes hvordan man efter Watergate-skandalen for snart 50 år siden allerede talte om overvågningsteknologiens mulighed for at skabe en tilstand af ’totalt tyranni’ og hvordan ingen rigtig ville kunne gøre noget hvis en siddende administration valgte at anvende de beføjelser.

Flere gange i bogen stilles det åbenlyse spørgsmål: Hvorfor er der nogen, som gør dette? Hvorfor er der nogen som overvejer det? Hver gang besvares spørgsmålet i varianter over ”because they  could”. Simpelthen fordi muligheden er der og den potentielle magt og kontrol har været for tillokkende. Mod bogens afslutning spørges der også til den nuværende administrations omgang med overvågningsteknologi og muligheden for at slække på privatlivsbeskyttelse. På tværs af de adspurgte eksperter ser det ud som om, at der nikkes i takt til svaret om hvorvidt Trump kunne finde på at gøre det samme.

Det nye i dette overvågningsregime lader til at være det offentlig-private samarbejde samt et intensiveret samarbejde på tværs af grænser, hvor også Danmark er involveret. Selvom det måske ikke er synderligt overraskende, at nye platforme som Google, Facebook samt andre techgiganter som Apple og Microsoft anvendes i efterretningstjenesternes arbejde, afslører bogen dog en række beskæmmende detaljer. Særlig den detalje, som Gellmann graver frem, der antyder, at NSA og FBI udarbejder særlige ’keys’, altså digitale adgange, der gør det muligt for profitorienterede virksomheder i det private erhvervsliv at omgå diverse privatlivsindstillinger, hvis det er fordelagtigt for efterretningstjenesterne at tilrane sig indsigt ad disse kanaler. Dette viser hvordan private virksomheder som offentlige myndigheders forlængede arm udgør et nyt aspekt af overvågning i vores digitale tidsalder. Dog kan man indvende, at det måske ikke bør forekomme så overraskende eftersom at Facebooks CEO, Mark Zuckerberg allerede i 2012 erklærede at ’privacy is not private’.

 

FIRSTFRUITS og farlige aviser

Den dybdeundersøgende graverjournalistik som muliggør en bog som Dark Mirror er formentlig i manges øjne vigtig for at udbrede det offentlige kendskab til de mekanismer, der udspiller sig i efterretningstjenester og i deres samarbejde med platforme, som vi anvender dagligt. Det er dog ikke alle som er lige begejstrede for denne praksis. I bogen beskriver Barton Gellman hvordan han finder sit eget navn på en liste over såkaldt ’farlige aviser’, der udgør et netværk, der kaldes FIRSTFRUITS, som potentielt kan være faretruende for efterretningshemmeligheder, hvor nyhedskilder er blevet prøvet ved retten, anklaget for spionage. Disse farlige aviser tæller foruden fx The New Yorker også The Washington Post, som desuden efter en nærtstående konkurs blev opkøbt af Amazons stifter, Jeff Bezos.

FIRSTFRUITS, hvis navn konnoterer ’frugten af det hårde arbejde’ blev administreret af efterretningstjenesterne fungerede således som en ”counterintelligence database”, som kortlagde uautoriserede afsløringer med formålet at begrænse tab af institutionernes indsamlingskapacitet.

 

Efterretningstjenesterne teamer op med techgiganterne

Gellmann beskriver desuden mere nærværende scenarier, der illustrerer problematikkerne ved samarbejdet mellem efterretningstjenesterne og techgiganterne. Særligt historien om et tilfælde, hvor politiets mødte op på en sort skoledrengs hjemmeadresse efter at læreren havde rapporteret om mistanke om et skydevåben, der kunne skimtes i baggrunden under et 

Barton Gellman. Foto: Robin Davis Miller

Zoom-møde i skoleregi. Da politiet nåede frem, viste det sig blot at være en legetøjspistol. I en tid med sundhedskrise er skolerne blevet en del af privatsfæren med hjemmeundervisning, hvilket udvisker grænserne mellem det offentlige og private rum, hvilket fører til absurde scenarier som det beskrevne.

Techgiganter som Microsoft underskriver aftaler med politiet og andre håndhævelsesmyndigheder. Google bliver gang på gang stævnet for ulovligt at indsamle data fra børn til brug for på deres glubske forudsigelsesfabrikker, dog uden de store konsekvenser. Biometri, metadata og digitalt panoptikon er blandt de styringsremedier som muliggør virksomheders vækst via udbytning, der senest sikrede Apple en markedsværdi på over 2 billarder dollars. Flere og flere universiteter i USA og verden over anvender techgiganternes online værktøjer og udviklingen synes kun at gå en vej. Spørgsmålet bliver om vi med frit flow af data på tværs af tjenester med variende sikkerhedsgrad – især for efterretningstjenester – bliver sat i en radikalt ny overvågningssituation som borgere.

 

Professor Zuboff og privacyparadokset

Gellman frister også til at spørge: Hvem har givet disse aktører adgang til at udnytte vores data på denne måde? Er det os selv, eller har nogen glemt at spørge? Egentlig har vi jo alle accepteret de betingelser, som der er på digitale platforme, men professor Shonana Zuboff sekunderer Barton Gellman og svarer: Nej, techgiganterne kan siges på moderne dansk at have ’claimet’ ejerskab over vores data og spørger opfølgende om vi overhovedet hvad vi siger ja til?

Det enorme adfærdsoverskud via metadata, når vi navigerer på de sociale platforme, er fristende for platformene selv, men tillokker tilsyneladende også aktører højere oppe i fødekæden. Zuboff hævder at vi som borgere tillader dette af tre overordnede grunde. For det første er vi ignorante og ved ikke hvad vi siger ja til. For det andet føler vi os hjælpeløse i situationen. Følgeligt vælger vi derfor umiddelbart at acceptere det, da vi for det tredje ikke oplever at have et alternativ. Det er for Zuboffs at se et paradoks, særligt fordi i gennemsnit mere end 70 % på tværs af undersøgelser angiver, at de mener at techgiganterne har for meget magt og lovgivere ikke gør nok ved det. Om hvorvidt det er en fair handel, når vi bytter vores adfærdsdata, er et åbent spørgsmål, men som Gellmann ville sige, så er det værd at medtænke at dette muligvis også implicerer et partnerskab med techgiganterne, hvilket udvider efterretningstjenesternes i forvejen omfattende adgange.

 

Men det sker vel kun i USA, gør det ikke?

Selvom det nye i Gellmans bog synes at være netop det at techgiganterne spiller en markant rolle i overvågningssamfundet, så er der ingen grund til at glemme de traditionelle samarbejdspartnere. Nationalstater i Vesten har længe samarbejdet og derigennem udleveret data til hinanden via efterretningstjenesterne i en gensidigheds relation, hvor den der kun findes en valuta – information. Danmark kan derfor ikke bare sådan uden videre forlade et sådant køb-og-salg samarbejde, da det risikerer at svække dansk sikkerhed, hvis Danmark skulle vælge at træde ud.

For ikke så længe siden blev vi mindet om dette i form af de såkaldte skandaler i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor Danmark har været en del af kernen i et transnationalt netværk. Det kan have betydet, at amerikanske NSA har haft adgang til personlige oplysninger og privat kommunikation fra danske borgere. Allerede i 2013 beskrev Dagbladet Information, hvordan Danmark er en kernespiller i denne sammenhæng og aflytning via fiberkabler af telefonsamarbejder samt overvågning af e-mails korrespondancer er hverdagskost.

Tidligere har der været afsløringer i Politiets Efterretningstjeneste undergået stor mediedækning, men uden de helt konsekvente policyforandringer. Det er således i dette lys spændende at følge hvordan efterspillet af de seneste skandaler vil påvirke debatten og mulig fremtidig regulering.

 

Verden anno 2030

Gellman beskriver hvordan 9/11 åbnede for omfattende muligheder for overvågninger. En del af de lempelser, der er sket i efterdønningerne af COVID-19 kan give anledning til at undersøge hvordan en sådan krise påvirker synet på overvågning i befolkningen og blandt magthavere.

Afrundingsvis antydes det, at så længe teknologien er til rådighed, vil den blive udnyttet og Gellmann forestiller sig ikke, at nogen lovgivning eller andre typer regler kan forhindre det. Det er dyster læsning, når man tager techgiganternes involvering in mente, og hvad det betyder for borgernes privatliv i starten af det 21. århundrede.

Hvis man skal tro Gellman har overvågning fundet sted fordi det var muligt og ingen efterretningstjeneste vil ignorere lavthængede frugter. Shosana Zuboff betoner den digitale udvikling som selve kampen for at redde vores politiske institutioner. Konklurende er det nærliggende at forestille sig, at de to samstemmende kunne spørge os: Hvad er prisen for overvågning og hvis vi kan vælge at lade være, bør vi så overveje det at begrænse det?

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.