Coronavirussen og den afledte krise har vendt op og ned på min hverdag som praktikant på den danske ambassade i Washington. Selvom arbejdsopgaverne er forandret, fritidsmulighederne decimeret og bevægelsesfriheden indskrænket, så er praktikopholdet fortsat afsindig lærerigt, interessant og meningsfuldt. Artiklen er udtryk for skribentens private holdning og oplevelser pr. d. 9. april 2020 – pandemien såvel som de oplevelser, skribenten ville lægge vægt på i beretningen, kan have ændret sig siden. 

Af Mads Wædegaard

Kalenderen viser april, kirsebærtræerne i USA’s hovedstad har for længst blomstret, og alle medarbejdere på Danmarks ambassade i DC arbejder nu hjemmefra på fjerde uge. I hvert fald hvis der ses bort fra få medarbejdere, som på skift holder liv i selve bygningen, der i år fylder 60 år og netop har fået solceller på taget. Ambassaden, der til dagligt tæller +50 medarbejdere, er nemlig udvalgt som en af Udenrigsministeriets klimafrontposter.

Således forventede jeg som praktikant i Trade Council at skulle arbejde med eksportfremme på en række af Danmarks styrkeområder, herunder bæredygtige klimaløsninger samt sundhed og life science. Imidlertid gik det ikke sådan, for mens foråret tog til og temperaturen steg, så nåede den globale pandemi også Washington DC. Udenrigsministeriet og ambassaden omfattedes nemlig af regeringens udmelding onsdag d. 11. marts om hjemmearbejde for alle offentlige ansatte i ikke-kritiske funktioner, og således havde vi sidste fysiske arbejdsdag torsdag. Dagen efter opfordrede udenrigsminister Jeppe Kofod alle danskere i udlandet til at rejse hjem, hvorfor ambassaden samtidig med overgang til hjemmearbejde gik i kriseberedskab og kraftigt opnormerede borgerservice-indsatsen.

Af uransagelige årsager endte jeg som del af ambassadens Coronavirus Task Force efter allerede d. 5. marts at have bidraget med research på Washingtons første corona-indberetning til København. Dengang var pandemiens omfang utænkeligt, og jeg forventede ikke, at indberetningen ville blive en dagligt tilbagevendende begivenhed (også weekender). Ikke desto mindre blev jeg således en del af ambassadens Corona Task Force, der mødtes første gang d. 9. marts, og som dengang bestod af fem medarbejdere og senere er udvidet til syv.

I Task Forcen har vi siden mødtes over Skype alle hverdage for at koordinere løbende besvarelse af instruktioner fra København, udarbejde retningslinjer for ambassadens drift, drøfte krisebemanding samt intern og ekstern kommunikation. Derudover har borgerservice-delen naturligt fyldt rigtig meget, hvor bl.a. krydstogtskibe og udvekslingsstuderende har været på dagsordenen gentagne gange.

Mads Wædegaard før corona blev hverdag og gåturene en velfortjent pause fra hjemmekontoret. Foto: Mads Wædegaard.

På det personlige plan er man som praktikant i denne tid tvunget til konstant at forholde sig til hverken at være ’rejsende’ eller ’bosiddende’. Derfor var overvejelsen om hvorvidt man burde rejse hjem fast følgesvend gennem marts, hvor man ofte hørte om udvekslingsstuderende og praktikanter, der tog hjem, og hvor den gradvise lukning af samfundet og hjemrejsemuligheder gjorde tilværelsen usikker.

For mit eget vedkommende nåede jeg en vished om, at jeg utvivlsomt ville udvikle mig mere menneskeligt ved at blive i DC og arbejde under de forandrede vilkår – og tillige ville jeg få et unikt indblik i USA’s håndtering af pandemien såvel som opleve Udenrigsministeriet indefra, under hvad der skulle vise sig at være den største krise i nyere tid, og samtidig bidrage til at holde ambassaden i gang. Uagtet usikkerheden var det trods alt bedre, end at skulle finde på noget at lave i et nedlukket og velkendt København.

Det er naturligvis trist, at alle ambassadens arrangementer, fx det store ’Constitution Day’-event med +600 deltagere og ’EU Open House’, ikke længere afholdes. Ligeledes er det beklageligt, at et IKEA-spisebord i en mørk kælderlejlighed ikke udgør en ideel kontorplads – særligt ikke, når computer-setuppet halter, og Skype-forbindelsen af og til afbrydes. Til gengæld er det fortrinligt, at man pludselig får øjnene op for, hvor gode forhold, man havde tidligere – og hvor taknemmelig man kan være for kolleger, som man nærmest lige har mødt. Derudover værdsætter jeg fordelene ved hjemmearbejde, der bl.a. tæller frokost udenfor, gåture med andre praktikanter og ingen transporttid. Tillige tydeliggøres en række fordele ved den danske samfundsindretning, idet pandemien fungerer som en prisme på uligheden i det amerikanske samfund, hvor sociale slagsider forstærkes som følge af sundhedssystemets såvel som arbejdsmarkedets indretning.

Alligevel forsøger jeg at glæde mig over de glimt af pre-COVID-19-hverdag i DC, som jeg fik, selvom de føles fjerne. Jeg husker fornemmelsen af et FOMO-inducerende stort udbud af spændende ting, som for mit vedkommende både nåede at byde på et Bernie-rally i Virginia, besøg i kongressen, Superbowl, State of the Union, små intime jazzklubber, primærvalgsnørderi, læsning på små caféer, museumsbesøg og sightseeing, gensyn med venner samt en weekendtur til NYC. Og således har jeg ikke engang nævnt arbejdet i Trade Council til gavn for danske virksomheder og muligheden for at tage til spændende arrangementer i verdens fremmeste organisations- og tænketankmiljø, hvor tidens mange webinarer for mig blot er en sølle trøst og mest af alt tjener som erindring om, hvad der kunne have været.

Pandemiens forløb er ude af mine hænder, og på ambassaden har vi som minimum fortsat fire uger med hjemmearbejde –jeg krydser fingre for, at jeg når at opleve en gradvis genåbning og tilbagevenden til en ny normaltilstand i DC inden august, hvor mit forløb afsluttes. Men selv hvis Danmark og Udenrigsministeriet påbegynder genåbning til d. 10. maj, er det nok sandsynligt, at tidshorisonten er endnu længere i DC, hvor smitten har vist sig senere og indgrebene har været mindre restriktive samt længere undervejs. Usikkerheden om tidshorisonten og risikoen for selv at blive smittet (og smitte andre) er klart værst – hjemmearbejde og forsamlingsrestriktioner skal nok gå, og sightseeing såvel som roadtrips påtænker jeg at indhente senere. Indtil da står den på masser af arbejde og læsning, daglige gåture og kaffedrikning samt kvalitetstid med film og take-out i praktikantgruppen – så de næste fire uger kommer nok til at gå lige så hurtigt som de seneste fire, og således trives jeg fortsat i min hverdag i DC og praktik, pandemi på trods.

Mads Wædegaard studerer statskundskab på Københavns Universitet og er i øjeblikket praktikant på den danske ambassade i Washington D.C., USA. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.