I lang tid har Vesten bevaret en forsigtig optimisme om, at med Kinas økonomiske udvikling ville der gradvis komme politiske reformer og bedre menneskerettighedsforhold. Der er imidlertid flere eksempler på, at det ikke er tilfældet.

Af Asger Åkerstrøm Knudsen

 

I Kinas vestlige provins Xinjiang foregår en kontrol og undertrykkelse af uighurfolket, der kan være enden på optimismen. Her er tale om en undertrykkelse, som nogle mener er den værste i Kinas historie siden Kulturrevolutionen.  Her er ligeledes tale om en kontrol, der i høj grad er udvidet under Xi Jinpings styre. At få en indsigt i, hvad man kan forvente af Xi Jinping, er kun blevet vigtigere siden han  i 2018 afskaffede en lov vedrørende maksimum antal år, som en leder af Kina (dvs. formand for det kinesiske kommunistparti) må sidde på magten. Det kan altså tænkes, at Xi kommer til at sidde på magten i årtier.

 

Men hvad er Xinjiang-provinsen for et sted og hvorfor foregår der kontrol med og undertrykkelse af uighurerne? Det første der er værd at notere er, at navnet ”Xinjiang” er mandarin, og betyder ”nyt land”. Dette er naturligvis ikke hvad de folk, der har boet i Xinjiang i århundrede, kalder det. For uighurerne, den største etniske gruppe i Xinjiang, hedder provinsen ”Sharq Turkistan”, hvilket kan oversættes til ”Øst Turkestan”. Uighurerne er nemlig et tyrkisk folk, hvis sprog i dag stadig ligger meget tæt på tyrkisk, der migrerede til Xinjiang for mange hundrede år siden. Ud over at have deres eget sprog, har de også en rig kultur med særegne traditioner, ligesom langt de fleste af uighurerne er muslimer. Uighurernes tyrkiske slægtskab kan også ses i deres udseende, som klart adskiller sig fra andre kinesiske etniciteter, og mere ligner tyrkere – fx er der uighurer med blå og grønne øjne. Selvom Xinjiang de sidste to tusinde år ofte har hørt under det kinesiske rige, så har den reelle kinesiske indflydelse og kontrol været relativt lille, svækket af utallige oprør og Xinjiangs afsidesliggende placering. Efter den kinesiske borgerkrig, der sluttede i 1949, brugte kommunistpartiet mange kræfter på at få bugt med den fjerne region og under Kulturrevolutionen tvang man de mange han-kinesere til at slå sig ned i Xinjiang. Under Xi Jinping fortsætter forsøget på at få helt kontrol med Xinjiang, der både er en geografisk vigtig og ressourcerig region – bl.a. olie kan findes i store mængder. I de sidste to årtier har der været adskillige demonstrationer i Xinjiang, der ofte indebar dødelige reaktioner fra politiet og midlertidig slukning af internettet i det berørte område. Efter 2014 er det dog svært at vide, om massedemonstrationerne stadig er udbredte, da journalister er blevet nægtet adgang siden da. Modviljen fra uighurerne mod den kinesiske stat bunder ikke kun i uighurernes mange forskelle fra han-kineserne. Uighurerne har sværere ved at rejse rundt – selv inden for Kinas grænser -, de er fortsat fattige og lever ofte af hjemmegroede afgrøder og dyr, deres sprog og kultur indgår ikke i skoleuddannelsen og deres religiøse frihed bliver krænket på en række forskellige måder.

 

Intet sted i Kina finder man flere nationalflag end i Xinjiang

I sommers besluttede jeg og min han-kinesiske rejsepartner at tage til Xinjiang, bl.a. fordi vi har en fornemmelse af, at Xinjiang ligesom Tibet før det, snart vil blive fuldstændigt lukket af for individuel udenlandsk turisme. Det første vi lagde mærke til var, hvor meget mere kontrol og sikkerhed der var. Dette blev synligt lige så snart vi krydsede ind i Xinjiang med tog og stoppede i Turpan, en by berømt for dets vin, dets høje temperaturer og omkringliggende røde bjerge. For at komme ud af togstationen skulle vi igennem to sikkerhedscheck. Sikkerhedscheck i resten af Kina bliver håndteret af let bevæbnet politi, men i Xinjiang er politiet iklædt skudsikre veste og bærer på fuldautomatiske våben. Endnu et checkpoint kontrollerede vejen mellem togstationen og Turpan. Samme svært bevæbnede politimænd førte uighurer ind i et lille rum, og beordrede dem til at kigge op i et kamera, der så scannede dem ved hjælp af ansigtsgenkendelsesteknologi. Han-kinesere behøvede ikke at blive tjekket. Måden hvorpå politiet afgør, om man skal tjekkes eller ej, er ved at stikke hovedet ind ad et af det pågældende køretøjs vindue og kigge hen over de forskellige personer, der gerne vil passere, og udvælge alle der ligner udlændinge eller uighurer.

Byen Turpan i Xinjiang (Foto: Asger Å. Knudsen)

 

Da min rejsefælde og jeg ankom til vores endelige togstation ved landsbyen Malan, tog det omkring to timer at komme igennem sikkerhedscheck selvom der ikke var andre passagerer på hele stationen. Vores værter, en han-kinesisk familie jeg kender, blev hidkaldt af politiet og deres forskellige sociale medier og identifikationspapirer kigget igennem. Det der slog mig var, hvor arbitrært det hele var. Politiet ringede rundt, lavede et par jokes, sagde en ting og så en anden. Endelig blev vi ført til en politistation, hvor vi afleverede vores pas. Hver gang vi forlod landsbyen, skulle vi så hente vores pas, og når vi kom tilbage skulle vi aflevere dem igen. Byen var praktisk talt tom for mennesker, men særligt slående var det, hvor få unge mænd der var. Deres fravær stemte overens med de historier vi havde læst om, hvordan især unge mænd blev sendt i genopdragelseslejre. Hvad præcist der foregår i disse lejre er svært at vide, men forskellige tidligere fanger har fortalt om tvungen spisning af svinekød, fællessang af Kinas nationalsang, selvkritik – som i Kulturrevolutionen -, tortur, militærlignende fysisk træning samt fysisk og psykologisk vold. I byens små butikker kan man finde Xinjiangs ikoniske fladbrød, men noget der ikke kan findes, er lettilgængeligt sukker. De kinesiske myndigheder er nemlig så bange for terrorangreb, at selv sukker, der potentielt kan være en ingrediens i bomber, kræver en særlig tilladelse at købe. Politiets militært udseende, avancerede patruljekøretøjer stod i kontrast til landsbyens lerhuse og grusveje, og det samme gjorde de utallige overvågningskameraer Min kinesiske rejsepartner oversatte en samtale, som foregik mellem to lokale uighurer og den hankinesiske familie, som vi overnattede hos. De to uighurer fortalte, at deres bror for nyligt var ”forsvundet”. Dette er i Xinjiang en frygtfuld eufemisme for, at de er blevet tvunget på genopdragelseslejr. De andre indbyggere vi snakkede med levede alle af smålandbrug, og de snakkede alle om, hvordan landsbyens restauranter en efter en var lukket gennem de sidste tre år. Interessant nok var der ingen moske i byen, og selvfølgelig heller ikke noget kald til bøn, noget der er blevet forbudt i Kina. Generelt er religiøse symboler såsom burka og langt skæg noget, der er blevet forsøgt ulovliggjort i Kina.

Politistation i landsbyen Malan, det centrale Xinjiang. Selv de mindste landsbyer har mindst én politistation (Foto: Asger Å. Knudsen)

Senere tog vi til provinsens hovedstad Urumqi. På overfladen ligner byen en klassisk kinesisk storby med tårnhøje glimrende skyskrabere. Når man begynder at udforske byen, så forsvinder denne illusion. Hvor man i Rom kan tælle kirker, kan man i Urumqi tælle politistationer, hvoraf mindst én sjældent er udenfor synsvidde. Hver butik, selv steder som Burger King, har konstant et antal politimænd til stede, der tjekker og scanner alle, der vil ind. Vi bemærkede, at han-kinesere ofte ikke blev tjekket, mens det altid var tilfældet for uighurer. At finde et sted at overnatte var ikke let, da en ny lovændring gør det vanskeligt for hoteller at lade udlændinge overnatte der. Dette fandt vi ud af, da vi blev nægtet adgang til vores booking med beskeden “ingen udlændinge eller uighurer”. Også Tianshan, et helligt bjerg i mange lokales øjne samt en yndet turistattraktion nær Urumqi, var lukket for udlændinge og uighurer. Derudover var der en relativ klar etnisk opdeling: han-kineserne levede i den rige, skyskraberdel af byen, mens uighurerne levede under mere kummerlige forhold. Da vi passerede en losseplads, var adskillige uighurer i færd med at grave igennem skraldet i forsøget på at finde noget af værdi.

“Jeg hylder partiet som min moder”. Propaganda i Urumqi, Xinjiang (Foto: Asger Å. Knudsen)

 

En ny kulturrevolution?

I nær alle aspekter af dagligdagens liv bliver uighurer behandlet som andenrangsborgere, selv når de ikke bliver sat i genopdragelseslejre. På togturen ud af Xinjiang kom mig og min rejsepartner i snak med en gruppe ældre han-kinesiske damer. De fortalte om, hvordan de var blevet tvunget til at bosætte sig i Xinjiang under Kulturrevolutionen, da man i stalinistisk stil ville sørge for, at der var nok han-kinesere til at fastholde kontrollen over Xinjiang, der ellers – som andre områder med minoriteter – var blevet lovet uafhængighed ved revolutionens afslutning. Al lov og politik ført under Kulturrevolution blev gjort ugyldigt under Deng Xiaoping, hvilket betød at damerne ikke kunne vende tilbage og bo i deres hjemprovins. Det der foregår i Xinjiang minder på mange måder om en ny Kulturrevolution rettet mod at fjerne uighurernes særlige kultur og identitet. På baggrund af situationen i Xinjiang er det tydeligt, at Vesten skal ændre sine antagelser omkring Kinas udvikling, navnlig at økonomisk vækst leder til øgede rettigheder og politisk reform. Vesten må overveje hvilken type stat, der er på vej til at blive den største økonomi i verden, og hvordan man kan forsøge at fremme menneskerettighedsforhold i Kina.

Asger læser samfundsfag på 4. semester ved Københavns Universitet. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.