Skip to content

Et Amputeret Spanien – Sangria, Sol og Separatister

Spanien. Madrid, Barcelona, sangria, sol og separatister. Mange europæere har et nært forhold til Spanien. Derfor er det også værd at belyse det ellers så solbeskinnede land har haft en blodig fortid, som ikke ligger mange generationer tilbage. I forlængelse af denne blodige historie melder der sig en ny politisk konflikt på banen. Den catalanske region, med Barcelona som politisk centrum, har i de seneste år leget med tanken om selvstændighed, og denne tanke er ikke gået ubemærket hen. Det har ført til en ulovlig folkeafstemning samt voldelige demonstrationer og protester. For at forstå situationen i Spanien og Catalonien, er man nødt til at se Spanien som et kludetæppe af forskellige regioner, sprog og regionale særpræg. Anlægger man et større fokus på de økonomiske og kulturelle aspekter, vil man opdage sagens kompleksitet og skrøbelighed, og se hvordan en tolkning af grundloven kunne bane vejen til voldelige optøjer. 

AF ORUC POLAT & MARTIN ESKILDSEN

Den 1. oktober 2017 blev der i Catalonien afholdt valg om løsrivelse fra resten af Spanien. Den spanske regering havde, med Mariano Rajoy i spidsen, på forhånd erklæret valget ugyldigt, hvilket ikke er helt tilfældigt. Svaret skal nemlig findes i den spanske forfatning. Tilbage i 1975 afgik den fascistiske leder Francisco Franco ved døden, og dermed var det 36 år gamle diktatur ved at ebbe ud, og der blev gjort plads til en demokratisk forfatning. Allerede 3 år efter Francos død i 1978 blev der vedtaget en samlet forfatning for hele Spanien som også inkluderede Catalonien. Det interessante her er, at regionen stemte for denne grundlov med et overbevisende flertal. Men hvad stemte de egentlig ja til, og hvorfor kan de ikke afholde en folkeafstemning om løsrivelse? Svaret finder vi i den konstitution, som de tilbage i 1978 stemte for. I den spanske konstitution artikel 2 står følgende: 

§ Forfatningen er baseret på den spanske nations uopløselige enhed, alle spaniers fælles og udelelige hjemland, og anerkender og garanterer retten til autonomi hos de forskellige nationaliteter i regionerne.

I artikel 2 står der, at forfatningen bygger på den spanske nations uopløselige enhed, hvilket direkte betyder, at Catalonien som autonom region ikke kan løsrive sig uden at det ville være et brud på den spanske grundlov. Desuden nævnes det i artikel 2, at konstitutionen anerkender retten til diversitet i de forskellige regioner. Med andre ord er der mulighed for, at se sig selv som catalaner, basker eller andalusier i en samlet spansk nation. Men loven betyder altså også, at en catalansk løsrivelse kræver en ændring af den spanske konstitution fra 1978. Og frustrationerne fra den catalanske befolkning er tydelige, fordi de ønsker en komplet løsrivelse, hvilket den spanske regering i Madrid hverken kan eller vil tillade.        

Artikel 9 slår fast, at: 

Både borgere og offentlige myndigheder er underlagt forfatningen samt resten af retssystemet.

Når grundloven pålægger offentlige myndigheder at overholde konstitutionen, tvinger det centralmagten i Madrid til at skride til handling. Valget den 1. oktober 2017 i Catalonien er et godt eksempel på dette, fordi det strider imod artikel 9. Derfor så man politi fra hele Spanien blive sendt til Catalonien, for at lukke valgstederne, hvilket udløste store konfrontationer mellem demonstranter og politi. Der opstod voldelige sammenstød, som satte det spanske politi i et dårligt lys. Dette skal dog ses i lyset af, at de var forpligtede til at lukke valgstederne ifølge grundloven. Der er ingen tvivl om, at den 1. oktober 2017 har været en traumatiserende dag for catalanerne. En dag, hvor den catalanske selvopfattelse og hele Spaniens sammenhængskraft for alvor blev udfordret og forandret.

Tit og ofte har det spanske samfund, af god grund, været nødt til at tage stilling til de konsekvenser forandring kan fremtvinge. Uforudsete og endda forudsete forandringer kan meget nemt få enorme konsekvenser for de økonomiske og kulturelle skillelinjer i et land. Uroen i Catalonien er et klokkeklart eksempel på dette.

Protester i Barcelona den 21. oktober mod anholdelsen af to catalanske nationalistiske ledere. (Foto: Toni Albir/EPA, 2017)

Catalanerne har i længere tid udvist stor utilfredshed over, hvordan store dele af den catalanske økonomi ikke bliver anvendt nok til Cataloniens fordel. Catalonien er en af de rigeste regioner i Spanien der bidrager allermest til den spanske økonomi. Selvsamme økonomi har været polariserende mellem Catalonien og det øvrige Spanien. Når finanspolitik bliver sat i fokus skal der ikke meget til før økonomi baner vej til konflikt. 

Fordelingspolitik danner ligeledes grobund for splittelse, hvilket fører til flere optøjer. Når FC Barcelona og Real Madrid tørner ud på grønsværen er det ikke kun tre point der er på spil. Det er en kamp om overlegenhed mellem Catalonien og centralmagten i Madrid. Med andre ord er det regionernes selvforståelse der er på spil. 

Det er ikke kun kampene på grønsværen der er sprængfarlige. Kampene strækker sig også over til den juridiske og politiske scene. I artikel 9 vælger man eksempelvis at give de spanske regioner frit spil til at dyrke deres kulturelle tilhørsforhold. Selvsamme grundlov har dannet grobund for en større, og til tider voldelig, debat om, hvor meget man kan dyrke sin lokale kultur og samtidig være spanier. Altså står man i Spanien og Catalonien overfor et klassisk problem: Centralmagten har valgt at give catalanerne lillefingeren. Hvad gør catalanerne? Tager de hele hånden?  

Valget i Catalonien i 2017 taler for sig selv. Det kan ikke siges, at indstillingen i løbet af de sidste fire år har ændret sig særlig meget. I det seneste valg den 14. februar valgte den catalanske befolkning at vedligeholde den separatistiske tone: Fortalerne for separatisme fik 74 pladser ud af 135 og bevarede derved sit flertal i parlamentet. 

Spanien står i en mærkværdig situation. Spanien er bevidst om, hvor stor økonomisk indflydelse Catalonien har og vil derfor næppe være villig til at give afkald på regionen. Det kulturelle tilhørsforhold er inden for den seneste tid blevet en mærkesag for separatisterne. Omvendt har Spanien, med grundloven i baghånden, nok heller ikke lyst til at give afkald på Catalonien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.