Nogle kalder dem dræberrobotter, blandt fagfolk kaldes de for “Lethal Autonomous Weapons” (LAW) eller bare autonome våben. I 2030 kan de komme til at skabe store konflikter i international politik. Jeg har snakket med Adam Moe Fejerskov, som er seniorforsker hos Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) om hvilke udfordringer og dilemmaer, der er med autonome våben

Af Lasse Koch Pedersen

Adam Moe Fejerskov, som forsker i krydsfeltet mellem teknologi og international politik, definerer autonome våben som: ”våbensystemer, der selv tager beslutninger om, hvem og hvorvidt der skal angribes. Ikke den slags våben der hovedsageligt eksisterer i dag, nemlig semi-autonome våbensystemer, hvor en person skal trykke knappen for at udføre et angreb.”
Han tilføjer yderligere: ”Vi har endnu ikke nogen fuldt ud autonome våbensystemer, men vi ser i stigende grad, at visse våben nærmer sig dem.”
De autonome våben har en kognitiv kapacitet, der gør dem i stand at vurdere komplicerede situationer og tage beslutninger om at dræbe mennesker, uden at mennesket manuelt er inde over processen. Det er yderst effektive, men farlige krigsmaskiner.
Og om udviklingen af autonome våben fortæller Adam Moe Fejerskov: ”Autonome eller teknologisk avancerede våbensystemer kommer til at spille en stigende rolle i international politik. De udvider mulighederne for, hvordan og hvorhenne man kan angribe”

USA er førende, udbredelsen er bekymrende

Som oftest, når det kommer til udviklingen af våben og militær, er USA førende på området:
” Der er ingen tvivl om, de er foran alle andre. De har den stærkeste teknologi, og de er de eneste, der for alvor kan sætte de her våben i spil rundt om i verden.” fortæller Adam Moe Fejerskov. For ham at se, er den største udfordring ikke, at de intelligente våben bliver mere teknologisk avancerede og farlige. Det er først, hvis de udbredes i hele verden, at vi bevæger os ind i en usikker fremtid:
”Lande som Indonesien, Indien eller Pakistan har massive droneprogrammer, hvor de udvikler deres egne droner, ligesom ikke-statslige grupper over hele verden i stigende grad har adgang til dem.”
Heri kan der ligge en stor risiko. F.eks. er det ikke alle aktører i international politik, der følger reglerne for retfærdig krig. Og de autonome våben kan misbruges, påpeger Adam Moe Fejerskov: ”De muliggør alle typer konflikter og giver mindre grupper en mulighed for at ramme langdistance eller svært tilgængelige mål.”

Fred i staternes egen-interesse

Alligevel er de internationale konventioner for retfærdig krig stadig det bedste bud på en løsning ifølge Adam Moe Fejerskov:
 ”Udviklingen af robotteknologi, AI, etc. kan ikke styres, kontrolleres eller holdes tilbage, hverken af FN, NATO eller nogen andre institutioner. Så den vigtigste lovgivning er for mig dem, der forsøger at håndtere krigens regler, civiles rettigheder og lignende, altså Geneve-konventionen og den række af konventioner, der ligger på området.”
Hvis staterne kan se en gevinst i at overholde disse regler, så vil det være en fundamental del af løsningen på den fare, som autonome våben ellers repræsenterer.
Politisk er det også et spørgsmål om, hvem der har lov til at udvikle og anvende disse våben. Måske er det muligt at have mere kontrol med producenter, købere og besiddere af våbnene. Hvis mange stater har interesse i at afholde uberegnelige gruppe-aktører fra at få fat i våbnene, kunne øget kontrol være et redskab. Men det kræver et omfattende samarbejde og tillid, som for tiden er svær at spore i international politik.

Robotter der tager beslutninger om menneskeliv

Adam Moe Fejerskov forholder sig også til den grundlæggende etiske diskussion om forholdet mellem robotter og mennesker: “Der jo en lang række af ekstremt interessante og relevante etiske diskussioner om, hvorvidt en robot må have lov til selv at vælge, hvem der skal dø, og hvem der skal leve.”
Her mener han af princip, at autonome våben bør forbydes. Men han tilføjer hurtigt “det er bare en idealistisk holdning. Disse teknologier er umulige at regulere”. Igen må vi sætte vores lid til staternes egen-interesse, og det fælles samarbejde det kan udmønte sig i. Det fælles mål om at undgå de konsekvenser, som krigsførelse og ukontrolleret våben-udbredelse uden normative principper og regler, vil have.

Lasse Koch Pedersen studerer statskundskab på Københavns Universitet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.