DEBAT: Turen går til Sverige og ikke til Japan, tøjet er genbrug og ikke H&M og chokoladebaren, hvis kakao har regnskov på samvittigheden, er skiftet ud med den fairtrade-producerede plade i stedet. Er vi alene som forbrugere forpligtet til at gå forrest med en etisk bevidsthed, når vi står med indkøbskurven under armen?

I Dhaka, hovedstaden i Bangladesh, demonstrerer tekstilfabrikkernes arbejdere mod lave lønninger og ringe arbejdsforhold, imens det producerede tøj sælges til forbrugere verden over i et støt stigende tempo. Tøjindustrien er blot en af de mange industrier, der har betydning for den globale opvarmning og de medfølgende konflikter, konsekvenser og etiske overvejelser har derfor manifesteret sig som et brændpunkt i spørgsmålet om et generelt forbrugeransvar i den globaliserede verden. IPmonopolet har interviewet professorer, politiske repræsentanter, non-profit organisationer og NGO’er for at give perspektiv på, hvem der bør bære ansvaret for en fair og etisk forbrugerkultur.

Selvom vi i dag har indført klimakompensation og flere trøste-drikker havremælk, så er det som forbruger i den moderne verden næsten umuligt ikke at bidrage til uetisk produktion – især når man er studerende på S.U. og økonomien sætter grænser for hvor fairtrade, man kan handle.

Det er ofte nemmere at rette det fordømmende blik alle andre veje end indad. Er det os forbrugere, der sidder tungest på både det sociale og miljømæssige ansvar ved hver en vare vi investerer i? Professor i Business in Society ved CBS’ Centre for Corporate Social Responsibility Andreas Rasche mener, at forbrugere bør være meget opmærksomme, men at det i højere grad er ved virksomhederne, omvæltningen skal foregå: “Det der mangler, er transparens – forbrugere skal ikke kun bære et ansvar, de skal også på pålidelig vis kunne tilgå information om, hvorvidt de handler “rene” produkter. Desværre er varemærker ikke altid pålidelige nok.”

Liberal Alliance Ungdoms klima- og miljøordfører Simon Fendinge Olsen påpeger, at forbrugeren har et etisk og individuelt ansvar: “Det individuelle ansvar er ekstremt væsentligt for at løse disse problematikker. Vi sætter frihed ekstremt højt, og dette fordrer, at forbrugere kan tage ansvar.”. Græsrodsorganisationen 350 Klimabevægelsen vægter også det individuelle ansvar men mener ikke, “[…] at de enorme forandringer som er nødvendige for at skabe et bæredygtigt verdenssamfund, påhviler det enkelte individ alene. Vi kan gøre en del som forbrugere, men det er som borgere vi skal påvirke politikere til at skabe de nødvendige forandringer.”.

På trods af den generelle opfattelse af, at forbrugeren har et moralsk og etisk ansvar i sit personlige forbrug, findes der vidt forskellige holdninger til, hvorvidt staten i højere grad skal være med til at regulere forholdene for virksomheder, således, at ikke-bæredygtig produktion gøres mindre lukrativt end det er i dag. Jeppe Bo Rasmussen, politisk rådgiver ved non-profit organisationen Oxfam IBIS, tillægger den offentlige sektor et meget stort ansvar: “Vores tids udfordringer kræver en stærk offentlig sektor, der investerer i mennesker.” Ifølge ham spænder udfordringerne bredt: “Bekæmpelse af ulighed, ansvarlig skattebetaling, bedre arbejdstagerrettigheder, ligestilling mellem kønnene samt fri og lige adgang til kvalitetsuddannelse og sundhed. Den slags skal og kan ikke løses af den private sektor, så selvfølgelig er der behov for regulering og fælles rettigheder.”

Græsrodsorganisationen 350 Klimabevægelsen mener også, at staten bør spille en rolle, da: “[…] en fuldkommen forandring af en virksomheds produktion […], vil som regel være for dyr til at virksomheden kan klare sig i konkurrencen med andre virksomheder, som ikke tager de hensyn. Derfor skal de store ændringer ske på politisk niveau, så regler og økonomiske vilkår favoriserer virksomheder der opfører sig ordentligt.” Altså skal statens regulering sikre, at virksomheder kan konkurrere på samme etiske vilkår, der ellers ville sabotere den enkelte virksomheds konkurrenceevne. Her er Oxfam IBIS enige og mener at det skal kunne: “[…] betale sig på bundlinjen at blive bæredygtig. Ikke alene, fordi forbrugerne efterspørger det, men fordi vi skal indrette et økonomisk system, hvor det kan betale sig at tage hånd om sociale udfordringer eller miljømæssige problemstillinger”.

Modsat Oxfam IBIS mener Liberal Alliances Ungdom ikke, at staten skal regulere virksomheder direkte. Simon Fendinge Olsen fortæller, at man i stedet bør: “[…] beskatte negative eksternaliteter, altså prissætte den forurening der kommer, hvilket gør bæredygtige produkter relativt billigere, og sikrer et effektivt og bæredygtigt marked…”. Det er også gennem forbrugermønstre, at virksomheder skal påvirkes i en mere bæredygtig retning. Her påpeger Olsen at vi idag ser: “…at det er kommercielt attraktivt at være bæredygtig, hvorfor flere virksomheder bliver det. Virksomheder skal selvfølgelig maksimere deres profit, og fordi forbrugere tager et ansvar, bliver det attraktivt for virksomheder at gøre det samme.”

Oxfam IBIS adskiller sig ved at fremhæve det demokratiske aspekt af en statslig regulering og lovgivning i forhold til etisk forbrug: “Det skal være vores demokrati og ikke den enkelte virksomhed eller filantropiske fond, der bestemmer prioriteterne og retningen for vores samfund”. Professor Andreas Rasche ser det nærmere som en samlet indsats: “Jeg mener ikke, at det er enten staten eller virksomhedernes ansvar – begge parter må arbejde sammen hånd i hånd. Staten skal dog føre an og først og fremmest beskytte vores rettigheder.” Dog pointerer han også, at få stater reelt set ikke udfylder denne rolle: “Mange stater er enten ikke villige eller til tider ude af stand til at sikre denne sikkerhed. Her er det så virksomhedernes rolle at træde i karakterer og udfylde de relevante statslige tomrum.”

Det er tydeligt, hvordan debatten om forbrugeransvar stikker i vidtgående retninger. Hvis stater i højere grad regulerer de virksomheder, der ikke tager etisk og socialt ansvar, er mindre ansvar på forbrugeren. Men kan og bør staten udfylde denne rolle? Hvis virksomheder ikke tager ansvar og fortsat producerer for at møde markedets efterspørgsel, står den enkelte forbruger tilbage som sidste mulige ansvarshaver. Spørgsmålet er derfor, om ansvaret for fair handel er et ansvar, der er fair at pålægge denne forbruger. 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.